Lørdag ved Snogebæk Havnefest 2014

2014-07-27 13:43
Endnu en succes kom i hus, takket være glade gæster, dygtige kunstnere og teknikere samt ikke mindst de mange engagerede og hårdtarbejdende frivillige.

2.527 betalende gæster plus børn under 15 år, medhjælpere m.fl. var til havnefest i Snogebæk lørdag i det fortsat fantastiske sommervejr. Sidste år var tallet 2.862 betalende gæster.

Omsætningen for lørdagen blev 542.000 kr., hvilket er den næsthøjeste nogensinde for en lørdag, kun overgået af det helt ekseptionelle år 2013, hvor omsætningen var utrolige 637.000 kr.

Konkurrencen "Sliskens Vovehalse", trak endnu en gang mange til Snogebæk. Syv fartøjer deltog i konkurrencen, der første gang var på programmet i 1989 og dermed blev afholdt for 26. gang.

To af koncerterne vil i mange år blive husket som noget helt legendarisk ved Snogebæk Havnefest: Bad Boys of Boogies rockshow på scenen og So 90's vildeste teltfest nogensinde.

Årets samlede foreløbige omsætning rundede dermed 1 mio. kr., hvilket er garanti for et pænt overskud, der kun bliver bedre efter søndagen. Det bliver med konkurrencer og mange muligheder for selv at deltage. Der er Cirkus-workshop, aktiviteter for børnene, byg et sandslot-konkurrence, Kone-løb og tovtrækning samt musikalske indslag fra Byggerbanden, Havz Jazz og Fi-Fi Dong. Søndag aften kl. 23 markeres afslutningen med det traditionelle festfyrværkeri over Snogebæk Havn.
Snogebæk Havnefest Bornholm  | info@havnefest.dk